Kære Faster Margrete,
I dag er vi taget en tur ud i basaren.
Det er utroligt spændende at opleve.
Lige nu puster vi ud på en af de små caféer.
Mændene omkring os spiller domino og drikker kaffe.
Imens går konerne rundt ved boderne og føler på
granatæbler og købslår om kiloprisen på kartofler.
Her lugter af kanel, kaffe og kebab.
Der er en livlig snak overalt.
Vi har købt en klase friske dadler. Mmmmm !
Kærlig hilsen Mette og Morten

Nej, der er ikke tyrkiske eller tunesiske frimærker på det her postkort.
Morten og Mette har bare været en tur ude i Brabrand.
Udefra tager det sig ikke eksotisk ud.
En stor lagerbygning overfor Gjellerupparken lige bag Shelltanken.
En parkeringsplads. En rusten globus ved indgangen.

Men der er usædvanlig stor aktivitet selv på en almindelig grå septemberformiddag midt i ugen.

"BAZAR VEST", står der med store bogstaver over indgangen.
Og det er virkelig noget at skrive hjem om.

Privat initiativ stor succes
Inde i lagerbygningen har 46 forretningsdrivende af forskellig nationalitet og oprindelse lejet permanente stadepladser. Foreløbig indtil 2002. Det hele startede i 1996, som et privat initiativ. Århus-matadoren Olav de Linde fik idéen, og gik i gang med at forhandle udlejningsaftaler med de indvandrere i området, der var interesseret i at drive en butik. Interessen viste sig at være stor. Indvandrere fra hele Jylland kører nu gerne lange strækninger for at komme til bazaren, hvor de kan få de varer fra deres hjemlande, de ellers må undvære, fordi de ikke findes på hylderne i Netto og Fakta.

Boderne inde i hallen danner en slags hovedgade med små sideveje og smøger ud til siderne. Det giver straks en dansk besøgende, der har været på ferie i middelhavslandene, mindelser om markeder i Nordafrika
- Souk'en i Tunis, - Kasbah'en i Marrakesh.
Lyden fra skrattende kassettebånd med inderlige arabiske kærlighedssange blander sig med snakken på kurdisk, tyrkisk, arabisk og persisk isprængt lidt indfødt århusiansk.

En stemme hæver sig pludselig over det almindelige støjniveau:
"Kun 40 kroner her - 100 kr. inde i byen." En ivrig forretningsindehaver er ved at overtale en tamilsk udseende familie til at købe voksdug i metermål i netop hans forretning.
Dansk er det fælles sprog. Her er tale om integration på tværs af alle tænkelige skel og grænser. Det udvider perspektivet. Her er en ægte, international atmosfære.

"Nye" og "gamle" danskere på indkøb
To glade unge piger snor sig fnisende væk mellem kasserne med æbler og kaktusfigner, mens en gruppe unge mænd med påtaget verdensmandsmine tværer cigaretstumper ud på gulvet og retter lidt på frisuren.

En dansk mand med et børnehavebarn ved hånden køber stort ind.
Fem kilo basmatiris direkte import fra Indien, et glas med oliven, fetaost i lage og et bundt frisk koriander. Barnet er gået i stå foran hylden med lyserødt tyrkisk slik. Lige ovenover står der på et skilt med store tydelige bogstaver:
"Sultede agurker." Manden tager et glas, kigger på dem og sætter dem tilbage på hylden igen.

En sort mand i blød borsalino-hat habit og slips med bred guldnål glider med fjedrende skridt målbevidst mod den fjerneste ende af gaden.
Al Capone i Gjellerupparken.

Multikultur og integration uden støtte
I 1998 skrantede økonomien. Ifølge ejeren blev der ikke lejet stader nok ud til at det kunne betale sig for ham. Det var på tale, at Århus Kommune skulle støtte basaren økonomisk, ved at give aktiverings- og iværksætterstøtte til nye handlende.

Bazaren kunne nemlig skabe arbejdspladser for mange ledige indvandrere og tanken var, at støtten til stedet skulle fungere som et glimrende middel til integration.

Det blev bare ikke til noget.
Politisk kunne man ikke blive enige om at støtte noget, der kunne siges at være konkurrenceforvridende.
Bedre blev det ikke efter en razzia i oktober 98, der skabte en del røre i byen. Politiet i forening med Told og Skat og Levnedsmiddelstyrelsen kunne ved den lejlighed konstatere en række uregelmæssigheder, som det hed. Det fik kommunen til at klappe kassen i.

Senere er det blevet fremført, at der vist ikke var tale om flere uregelmæssigheder, end hvad der svarer til det forventede gennemsnitlige niveau blandt handlende i Århus. Det førte dog til,
at der blev strammet gevaldigt op, så i dag skulle der være garanti for lovlydighed til topkarakter.

Integrationen ser nu ud til at klare sig endda.
Det er ikke kun indvandrerne i Gjellerupparken og Brabrand,
der er glade for basaren.
Lokale danskere oplever noget nyt, og får måske et mere nuanceret syn på indvandrere. Bazaren er et trækplaster for hele Jylland.

Enhver århusianer, der har været ude og snuse og købt en mangofrugt eller et kilo søde kartofler med hjem, får lyst til at tage familien med herud næste gang. Tænk at have middelhavsstemningen lige ved hånden!

Tæt stemning og høj energi i teltet
Tintin & Hårtørrerne spiller på Pustervig

Det er sen fredag eftermiddag og det er festuge.
To og to, enkeltvis og i små flokke invaderer vi byens torve.
Vi slentrer rundt, tilsyneladende uden retning, smiler imødekommende til de forbi-spadserende, standser op ved en af de mange småboder med similismykker uden at købe noget.
Vi lytter adspredt til panfløjterne uden at fæstne os særligt ved de ponchoklædte musikere. Vi har fri.
Der er ikke noget vi skal nå. Vi falder ind i byens puls, og den fører os ned ad de små gader til latinerkvarteret.

Solen skinner lavt over Pustervig. Hele byen ånder frit, det er weekend, og der er noget i gære.
Uden for teltet hilser glade mennesker oprømt på hinanden. "Længe siden !" " Godt at se dig !"
Inde i teltet er der gang i lydprøverne på scenen.
Højttalerne drøner ufortrødent videre med metalliske overstyrede gengivelser af Thomas Helmig's den sidste. Tjenere med hektiske røde pletter på kinderne og plastikbægre med fadøl i hænderne åler sig gennem mængden. Her fyldt til bristepunktet.
Folk i alle aldre læner ind over bordene, råber i munden på hinanden og finder dem, de leder efter.
Forældre med småbørn på armen lirker sig ind på bænkene langs de opstillede borde. En ballon springer med et knald.
Et barn skriger i protest.

Tryk på i teltet
Pludselig forstummer højttalermusikken
og alle vender blikket mod scenen.
En og så to og så tre og så fir'.
Seks mænd i sort springer op og er på.
Bas og trombone, guitar og sax.
Trommer og lydmand, alt er på plads.
Støjen får rytme og bli'r til musik.
Hele teltet swinger med fra første takt.
Så kommer der sang på: Verden venter !
Mine damer og herrer : Tintin og hårtørrerne ! Hep Hep !
Fuld kraft frem !
Forsangeren hedder Jesper Gottlieb og han kan bruge både krop, stemme og mimik. Der er kontakt med det samme. Allerede fra tredje nummer gynger og synger alle de nærmeste borde med:
"Bar' fordi man sku', bar' fordi man sku', bar' fordi man sku' til Harald Jensens Plads." Stemningen er både tryg og vild, alle er tunet ind på samme bølgelængde.
Og bølgerne går højt.
Et skilt, hængt op så ingen kan undgå at se det, formaner:
"Det er forbudt at stå på borde og stole."
Arrangørerne må have gjort sig deres erfaringer med et begejstret publikum før.

Festugen er årets højdepunkt
Med få undtagelser har Tintin & Hårtørrerne spillet her hvert år siden 88.
"For mig er Pustervig festugen," fortæller Jesper Gottlieb alias Tintin senere. Teltet er det ideelle sted at spille. Publikum er tæt på, og der er en særlig stemning af forventning og genkendelse.
Alle orkestrets musikere glæder sig til, de skal spille i festugen.
Det er simpelthen årets højdepunkt.
For Jesper Gottlieb er det som at komme ind i en tidslomme. Lidt den samme fornemmelse som at vende tilbage til det samme velkendte sted og holde ferie år efter år. Og det kan han godt lide.
Tintin & Hårtørrernes koncerter på Pustervig er blevet en institution. Publikum kommer igen og igen og de forventer en bestemt oplevelse.
"Det er et princip altid at give alt, hvad vi kan", siger Jesper Gottlieb.
Den musikalske inspiration er hentet fra JIVE- musikken, der var populær i 40'erne. Den får bare lige en tand til, mere power på og fuld skrue. Publikum kender mange af sangene. og synger gerne med. Enkelte af numrene har nærmest kultstatus.
Publikum er medspillere.
"Musik er kommunikation." siger Jesper Gottlieb, "det er ligesom at snakke sammen."
Livsglæde og energi er det, der bliver snakket mest om her i teltet.

Koncerten er slut. En dame med cowboyhat og legetøjspistoler har forsøgt at sælge pølser nede i det fjerneste hjørne. Det er forblevet øde, men nu flokkes folk dernede for at købe den nye CD, "Verden venter".

Vi forlader Pustervig i aftenskumringen. Luften er mild. Der går fem minutter, så har vi umærkeligt fordelt os i gaderne. Festugen lakker mod enden. Verden venter.

Arbejde og familieliv harmonerer ikke med hinanden.
Derfor bliver der flere og flere der vælger at bo alene.
Det mener medlem af foreningen Single Rock Café.

“Før i tiden kaldte man folk, der boede alene for enlige.
Det rimer på ensom; det er et negativt ladet ord.
Så er der mere spræl i ordet single; det er en helt anden fornemmelse - mere "her kommer jeg"-agtigt,” siger John Jensen, der er medlem af foreningen "Single Rock Café" i Århus.

Foreningen er i løbet af de få år, den har eksisteret, nået op på et gennemsnitligt medlemstal på 2000 personer.
Noget tyder på, at det er in at være single.
John Jensen fortæller, at der ikke er den avis eller det blad, der ikke har haft noget om singleklubber her det sidste årstid.
Folk er begyndt at være glade for at kalde sig single.

Singleklubber har vind i sejlene
Nu har foreningen alle mulige aktiviteter.
Fra single-koret over aktivitetsklubben for børn og legesyge singler til MC-klubben for motorcykelentusiaster.
"Der er kæmpegang i den alle steder," som John siger.
Det hele startede med fester og rockmusik, og det er stadig den enkeltaktivitet, der trækker mest.
Det er mest folk mellem 30 og 55, der kommer til festerne.
For mange handler det om at finde en partner.
Derfor er der også såkaldt rullende medlemsskaber:
Man melder sig ind for en måned - et halvt eller et helt år.
"Så ser vi måske ikke folk et stykke tid", siger John Jensen i et tonefald, der antyder at parforholdene ikke nødvendigvis varer ved.

Hardcoresinglerne og karrieren
Der er også mere "hardcore"-singler i klubben.
Det kan være folk, der har været gift én gang og har fundet ud af, at det dur de bare ikke til.
De befinder sig strålende i singleklubben.
For dem er det en livsstil at være single.
En del af forklaringen på, at der bliver flere, der vælger at bo alene, er, at mange mennesker i dag prioriterer arbejde og karriere højt.
Det passer rigtig dårligt sammen med familieliv.
Sådan ser John Jensen det.
Der skal bruges lange dage og mange kræfter på arbejdet, og singleklubberne åbner mulighed for, at man alligevel kan hygge sig og have et socialt samvær, uden at det forpligter så meget, som familien gør.

Single-Tours: På vej mod eget rejsebureau
John Jensen har taget initiativ til en gruppe i foreningen, der arbejder på at starte et rejsebureau: "Single Tours".
Der er ingen grund til at være i lommen på rejsebureauer, der skal have ekstra kroner i kassen ved at tilbyde singlerejser, siger han.
Og så er det sjovt selv at sætte noget i gang, og helt i singleforeningens ånd.
Der er behov for rejser, der er arrangeret af og for singler:
"Det er nemlig både dyrt og røvkedeligt at rejse med de almindelige bureauer, når enkeltværelser koster 500 kr. ekstra pr. nat og 95 % af de andre er par,"siger John Jensen.

En fremtid med plads til både arbejde og familie
For tiden er der altså vældig udvikling i singlekulturen.
Men kan det blive ved? John Jensen tror det ikke.
Han forestiller sig en fremtid, hvor arbejde og familieliv
kommer til at gå hånd i hånd.
Folk vil ikke blive ved med at finde sig i, at livet bliver et spørgsmål om enten /eller.
Når den tid kommer, kan det ske, at også hardcore-singlerne vil tage en chance til - uden at skrive under på noget!

I løbet af de sidste 10 år er der blevet næsten 140.000 flere husstande med kun 1 person.
Antallet er steget fra 754.799 i 1989 til 893.282 i 1999.